torsdag den 26. maj 2011

Mere hæklet Barbapapa-lir

Denne helt fantastiske frugtpose spottede jeg i sidste uge hos Dorthe med bloggen Oline Art. Klik på linket, hvis du vil ha' fingrene i opskriften på de hæklede Barbapapa-applikationer. De er bare for søde...


Billedet har jeg lånt hos Dorthe




onsdag den 18. maj 2011

Hæklet Barbagul

Barbagul er 2. skud på stammen af mit lille Barbapapaprojekt - og fødselsdagsbarnet er rigtig tilpas med den. Den ene arm bliver brugt som håndtag...det er derfor den stritter lidt :o)

Jeg har hæklet figuren efter mønstret her...og har selv nørklet mig frem til øjnene, som jeg synes betyder meget for, om Barbapapa'erne kommer til at se "rigtige" ud. Ansigtet er tegnet op med en forsvindingstusch og siden hen broderet på.

Barbamama er lige på trapperne, men endnu ikke helt færdig...



tirsdag den 10. maj 2011

Hæklet Barbablå

Barbablå var prøveklud for de to øvrige Barbapapaer jeg sysler med. Øjnene har drillet lidt, men er langt om længe færdige. Også Barbagul er blevet færdig, men den ligger på spisebordet indpakket i fint uglepapir og er endnu ikke fotograferet. Barbamama må Sofia vente lidt med at få...den har jeg nemlig hygget mig med at trævle op nogle gange efterhånden...tsk tsk. Glæder mig til at se, hvad hun siger til det store Barbapapa-fødselsdagstema (læs: Barbapjuskesengetøj, Barbapapatæppe og hæklet Barbagul). Hun er helt solgt til de små væsner, så mon ikke hun bliver glad :o)



torsdag den 5. maj 2011

Projekt Barbagul, Barbablå og Barbamama

Jeg arbejder i øjeblikket på de her 3 Barbapapa-figurer. De to af dem skal være færdige til Sofias fødselsdag på tirsdag - den sidste har Oskar bestilt...



tirsdag den 3. maj 2011

Spiselige insekter...

Er der andre end mig, der var på Rådhuspladsen i København i fredags? Jeg var på hyggetur med min veninde fra gymnasietiden, og under massivt pres fra hende smagte jeg på en stegt silkeorm. Græshoppen var simpelthen for ulækker med de dér lange behårede ben (ormen var OGSÅ ulækker, men trods alt at foretrække...), så den sprang jeg let og elegant over.



mandag den 25. april 2011

60'er inspireret sommerkjole med biser

Denne lille sag er mit første projekt syet i én af de fine stofprøver, jeg bestilte for en lille måneds tid siden. Kjolen gav også lejlighed til at prøve den bisetrykfod, jeg fik i julegave for et par år siden. Nu håber jeg bare den passer...


Mønstret er inspireret af en model fra et gammelt symagasin fra 60'erne.

fredag den 22. april 2011

Hæklet kylling og link til gratis amigurumi-mønstre

Jeg faldt over bloggen "Free Amigurumi crochet patterns", da jeg ledte efter et mønster på en hæklet bi. Den er fuldstændig spækket med masser af gratis amigurumi hæklemønstre (på engelsk godt nok...). Kyllingen her hedder Eggy og er fundet her via ovennævnte side.

Håber I nyder påsken og det dejlige vejr lige så meget som mig.



lørdag den 16. april 2011

Drengebukser i strækvelour

Buzz Lightyear gør den lille forskel for Oskar lige i tiden. Derfor sidder Buzz lige dér på baglommen. Når moren så ikke har fattet, at baglommer ikke er cool, så er det godt, at knægten selv kan finde ud af at vende bukserne forkert, så baglommen sidder foran i stedet.

onsdag den 13. april 2011

Småkageknapper

Småkageknapperne her lavede jeg sidste weekend. Idéen har jeg fra et blad, jeg har købt for nylig, men jeg kan ikke lige huske hvilket.

Jeg valgte at lave dej til min yndlingssmåkager: Amerikanske peanutbutter cookies. Så trillede jeg kugler (ca. på størrelse med en forvandlingskugle). og lavede en fordybning i midten med plasticlåget fra en mælkekarton. Da småkagerne havde været i ovnen, lavede jeg de fire huller i midten med et tykt sugerør. Super simpelt...dog skal det gå lidt tjept, når hullerne skal laves - ellers når kagerne at blive hårde.

De færdige peanutbutter cookies

Fordybningen i midten er lavet med låget fra en mælkekarton.

Ha' en god håndfuld sugerør parat, når knaphullerne skal laves - og en saks, når sugerøret bliver fyldt op.


tirsdag den 5. april 2011

Drengebukser med stjerner og tittekanter

Her i huset er der i årenes løb produceret rå mængder af bukser i strækvelour. Denne gang har jeg som noget nyt forsøgt mig med Isoli, og det var faktisk rigtig rart at prøve noget andet. De er rigtig fine i pasformen, og knægten er tilfreds med at ha' Rex (Dino'en fra Toy Story) på lommen. Idéen til bukserne her stammer fra denne produktive madame.