Jeg har skumle planer om at lave limtryk med mine elever i håndarbejde og viste for nogle uger siden
mine egne prototyper frem på bloggen. Der var nogle stykker, som viste interesse for fremgangsmåden og her følger som lovet en DIY.
LIMTRYK - DIY
1. Find det motiv, du gerne vil overføre til dit stof. Brug billeder på glitret papir (ugeblade, plakater m.m.) og lyst stof (pga. hvide papirrester, som kan være svære at vaske helt ud).
2. Klip et stykke vliesofix (den, der har lim på begge sider), der svarer til motivets størrelse.
3. Stryg vliesofix på motivets forside og lad det afkøle.
4. Træk papiret af, så der efterlades en hinde af vliesofix på motivet.
5. Placer motivet på stoffet med vliesofixsiden nedad og stryg det grundigt fast. Lad det afkøle.
6. Læg stoffet i blød i lunkent vand tilsat salt og lidt eddike (jeg sjusser mig frem til mængden).
7. Ca. 10 - 15 minutter senere kan det overskydende papir gnides væk. Vær lidt forsigtig - noget af motivet forsvinder, hvis man kommer til at gnide limen af... (tror ikke helt det kan undgås). Lad stoffet tørre.
8. Trykket har en mat overflade, som kan gøres mere klar i farven ved at efterbehandle med vaseline, klar/mat lak, bivoks, læderfedt eller fugtighedscreme. På billederne herunder har jeg behandlet ca. halvdelen af motivet med vaseline.
9. Det færdige resultat
God fornøjelse...og spørg endelig, hvis du er i tvivl om noget.