søndag den 21. oktober 2012

Origami på snor

I forbindelse med et åbent hus arrangement på efterskolen lavede jeg disse ranker til et kreativt  værksted. Meget af det kreative, jeg får lavet i tiden, er forberedelse til mit arbejde. Den bedste form for arbejde, hvis du spørger mig.

I min søgen efter forskellige origami-instruktioner forelskede jeg mig fuldstændig i 1. og 4. billede på denne side. Til børnenes værelser har jeg lavet traner og både i mønstret papir fra Søstrene Grene og Rie Elise Larsen. De pynter SÅ fint.

YouTube er fantastisk på mange måder. Jeg bruger siden flittigt, når jeg skal lære en eller anden ny teknik. Der er instruktionsvideoer og inspiration i massevis. 

Her er links til, hvordan du folder tranen og båden.




lørdag den 15. september 2012

Marbled nails

Jeg har ikke brugt neglelak de sidste 20 år, men var til bryllup sidste weekend og lånte neglelak og nail stickers af en veninde.

Neglene blev rigtig fine, og jeg bestilte selv nail stickers på E-Bay. I min søgen faldt jeg over 'marbled nails' og her er så mit første spæde forsøg ud i den teknik.

Søg på 'marbled nails' på youtube, hvis du er blevet nysgerrig. Der er masser af fine DIY's.

fredag den 31. august 2012

Kunsthåndværkermarked i Aalborg

Bloggen bliver forsømt på det groveste i tiden. Hvem der bare havde flere timer i døgnet. Forhåbentlig bliver der mere tid og overskud til at blogge, når jeg er faldet helt til på mit nye job, og når weekenden er ovre. 

De sidste par måneder er de fleste aftener gået med at lave smykker til Kunsthåndværkermarkedet på Huset her på søndag. Det er første gang jeg skal ha' en stand på et rigtigt kunsthåndværkermarked, så det bliver super spændende.

Til blogtræffet i Aalborg i maj var der en fantastisk inspirerende læderworkshop, og de armbånd, jeg lærte at lave dér, har jeg blandt andet med på søndag.

Skulle du komme forbi markedet på søndag, så kig ind og sig hej :o)



Ses vi?


søndag den 5. august 2012

Pip pip...

Et lille pip herfra. Jeg er her endnu, men har ikke rigtig fundet rytmen igen efter min travle periode i juni. En tiltrængt pause måske?

Det har været dejligt at holde ferie og komme HELT ned i gear. Også tiltrængt. Jeg har en tendens til at ha' rigtig mange bolde i luften - hele tiden. Det har jeg ikke haft, mens vi har holdt ferie, og det har været godt at slappe af uden alt for mange ventende projekter. 

Forude venter en travl periode med nyt job og forberedelser til Kunsthåndværkermarkedet på Huset i september. Spændende - begge dele.

Nedenunder...glade unger ♥ - på Mols, i Vorupør og Skagen


På legepladsen i Ree Park


Molen i Vorupør

Mmm - Paradis


Skattejagt på stranden



Skagen

Feriens højdepunkt - for Oskar i hvert fald :o)


torsdag den 5. juli 2012

Før jeg fik travlt...

Før jeg fik travlt, syede jeg denne kjole til Sofia. Det er nok en måned siden nu. I mellemtiden dukkede der et job op, jeg blev nødt til at søge og samtidig havde jeg rigtig meget at se til på arbejde. 

Alt i alt fik jeg pludselig rigtig travlt med at skrive ansøgning, være på rundvisning på skolen, til jobsamtale og efter at ha' fået jobbet - til møder på mit nye job efter endt arbejdsdag på mit gamle. Yikes, det har været hårdt, men jeg er også super spændt på min nye rolle som efterskolelærer.

Den første uge af ferien har begge unger været syge og jeg selv også de sidste 2 dage, så kreativiteten er på vågeblus - MEGET imod min vilje. Håber snart energien vender tilbage.

Mønsteret er fra Ottobre, og kjolen er super sød på. Måske kommer der lidt actionpics senere.



onsdag den 13. juni 2012

Nederdel med hæklet blomst

Nederdelen her har jeg syet til Sofia. Blomsten dækker over et øjebliks uopmærksomhed ved overlockeren (tsk tsk), men jeg synes alligevel den sidder ganske fint dér, når det nu endelig skal være.

Jeg har vist udviklet et vist 'soft spot' for Susanne Schjernings fine grafiske stoffer. Sidste år syede jeg en jakke og en lille kjole.

Jeg har 3 nederdele magen til liggende (dog uden blomst), hvis det skulle ha' interesse. I str. 98, 104 og 110. Prisen er 200 kr. incl. porto.

 


onsdag den 6. juni 2012

Fødselsdagskort med vimpler

Den største luksus er at kunne hive en hel dag ud af kalenderen og bruge den på kreative sysler. Sådan en dag har jeg haft for nylig.

Jeg fik lavet kortene her - efter Puks DIY - og fik lavet nogle andre småting. Mest af alt var det bare super hyggeligt med en hel dag under parasollen i dejligt selskab :o)


tirsdag den 22. maj 2012

Vingevest

Line inspirerer rigtig mange i blogland med sine fine kreationer - her er ingen undtagelse. Jeg går og drømmer om at ta' på en af hendes workshops, men indtil videre har jeg selv eksperimenteret med at lave en vingevest. Den er vendbar og har været lidt af en udfordring!

Vesten er syet i stof fra fermLiving og er en af de stofprøver, jeg købte efter blogtræffet i Aalborg sidste år. Desværre kan man ikke købe dem længere. Måske det bliver muligt igen på et tidspunkt. Hint hint.









lørdag den 19. maj 2012

Sofias 3 års fødselsdag

Sofia blev 3 år den 10. maj. Hendes fødselsdagsgaver havde jeg brygget på over en længere periode, men trods det fik jeg først købt den sidste ting dagen før. Hun havde en rigtig fin dag, den lille, og der gik ikke 5 minutter fra hun havde pakket gaverne op, før det blev skiftet tøj, ble og givet skemad til dukkebarnet. Totalt hyggeligt!