Viser opslag med etiketten Gæt og Vind. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Gæt og Vind. Vis alle opslag

tirsdag den 13. april 2010

Vinderen af gættelegen er...

Så er der fundet en vinder af min lille gætteleg. På billedet kan du se, hvad mit hækleprojekt skulle ende ud med at være. Hyggeligt, at I ville lege med ;o)


Vinderen blev Lisbeth med bloggen Koloristas Kulørte Hurlumhejhus. Hun var den første med det rigtige svar og skrev sådan her:

"Jeg gætter på et kødben - efter at ha læst dine seneste hints. Kh Lisbeth"

Lisbeth har vundet disse 4 hæklede æggevarmere. Håber I spiser blødkogte æg en gang i mellem, Lisbeth. Ellers kan det være, du kender nogen, der kan bruge dem. Et tillykke herfra skal du i hvert fald have. Vil du sende mig din adresse?


Opskriften på det hæklede kødben kan du i øvrigt finde her...

søndag den 11. april 2010

Update: gætteleg

Der er indtil videre ikke nogen, der har gættet svaret i min lille konkurrence. Dermed følger her som lovet lidt flere hints. Updaten giver 1 ekstra gæt, hvis du allerede har gættet med 1. gang. Nye deltagere har mulighed for at gætte 4 gange i alt. Klik her for at deltage.

Her kan du se et billede, hvor jeg har hæklet lidt mere end sidst. Du får også lidt flere hints:

  • Mit lille hækleprojekt er sat sammen af to identiske halvdele - det hele hækles i den råhvide farve, du ser på billedet, og det er derudover tingens "rigtige" farve.
  • Det er ikke en numse eller et par bryster, men derimod en ting, som et bestemt dyr rigtig godt kan lide.
  • I den førnævnte børneleg, sidder børnene i en rundkreds og det barn, der er den, er i midten med et (biiip) på ryggen.
Skriv dit gæt i en kommentar til dette indlæg. Her kan du også se, hvad du kan vinde.

onsdag den 7. april 2010

Hæklede kyllingelår

Så er der hæklede lårbasser - et kogt og et stegt. Det største blev for lyst i farven, og jeg prøvede derfor igen med brunt garn. Det blev jeg mere tilfreds med. Opskriften har jeg herfra.

Har du lyst til at være med i en lille gætteleg, så kan du vinde æggevarmerne på det store billede her hos mig.


Jeg har været heldig igen og har vundet disse fine glasbriketter hos Mosskov Design. 1000 tak for gaven Anja ;o)



mandag den 5. april 2010

Gæt og Vind...

Jeg har længe overvejet at søsætte en ny Give Away, men her i påskedagene fik jeg i stedet lyst til at lave en lille gættekonkurrence. Har du lyst til at lege med, så er her, hvad du skal gøre:

Jeg er i gang med et nyt hækleprojekt. Kan du gætte, hvad det er, så kan du vinde disse 4 hæklede æggevarmere . Du kan se dem her på billedet...



Her kan du se projektet - på dette billede har jeg hæklet ca 16 %.



Jeg kan fortælle, at tingen er til Oskar på 3 år. Han har tidligere spurgt mig, om jeg ikke lige kunne hækle noget suppe, og i sidste uge bad han mig hækle en fuglelort. Det er noget, man kan lege med, og tingen kunne også indgå som en rekvisit i en bestemt børneleg.

Reglerne for deltagelse kommer her:
  • Du kan gætte 1 gang ved at skrive dit gæt i en kommentar til indlægget.
  • Du må gætte 2 gange, hvis du også melder dig som fast læser af min blog (er du allerede fast læser, har du automatisk 2 gæt)
  • Du må gætte 3 gange, hvis du derudover også linker til min lille gætteleg på din egen blog (lån gerne billedet)
  • HVIS du ikke ønsker at afsløre dine gæt, så skriv blot i en kommentar på indlægget, at du i stedet sender en mail.
Er tingen for svær at gætte, opdaterer jeg indlægget med flere hints undervejs.

Vinderen af æggevarmerne bliver den person, der først kommer med det rigtige svar.

Håber du har lyst til at være med ;o)

Æggevarmerne er i øvrigt hæklet efter denne opskrift, hvis du skulle få lyst til selv at gå i gang.