tirsdag den 21. december 2010

GLÆDELIG JUL!

Jeg er nu officielt computerløs. Dyret kunne ikke mere - eller bæstet kan man vel godt kalde det utilregnelige maskineri. Det er super frustrerende ikke at kunne følge med i alle I andres julerier, men det må jeg have tilgode til juledagene, når computeren forhåbentlig er repareret og klar igen. Utysket er Runes - måske jeg bare skulle købe min egen. Det ville han nok også sætte pris på!?

Nå, men jeg ville i hvert fald lige nå at ønske Jer alle en rigtig dejlig jul - håber den bliver rigtig hyggelig.

Jeg vender forhåbentlig snart tilbage (det har jeg efterhånden sagt MANGE gange) med billeder af flere hæklede muslingehuer, lidt børnetøj, en DIY (om maskinbroderi) og en enkelt strikket Lille Per-hue.

GLÆDELIG JUL

søndag den 12. december 2010

"Homemade" cookies 'n cream ice cream

Jeg elsker is. Så er det sagt. I næsten alle afskygninger, men især amerikanske varianter fyldt med alle mulige skøre ingredienser. Godt nok er det her hverken Baskin Robbins eller Ben and Jerry's, men jeg kan fortælle, at isen smagte RIGTIG godt. Tilmed tog den kun ca. 10 minutter at lave.

Ingredienser:
1 liter vaniljeis
ca. 10 Oreo cookies (eller så mange du lyster)

Lad isen stå på køkkenbordet i ca. 10 minutter. Put småkagerne i en frostpose, og knus dem med en kagerulle. Bland kagekrummerne og isen sammen og put blandingen i fryseren igen. Den er spiseklar efter ca. ½ - 1 time. Mums!





Ha' en god søndag derude...

tirsdag den 7. december 2010

Hæklede muslingehuer

Fruen fra Glapmosen viste denne labre sag frem for 1½ - 2 uger siden, og jeg var slet ikke tvivl om, at jeg måtte hækle en til mig selv. Den hvide lavede jeg først og var rigtig spændt på, om jeg nu også kunne bruge den. Det kan godt være lidt af en kunst at finde en hue, der klæ’r én, men heldigvis passer den rigtig fint til mig. Den er hæklet lidt løst og er blevet sådan lidt oversize-agtig i størrelsen, men det kan jeg rigtig godt li’ ved den.

Jeg havde lidt problemer med opskriften helt i begyndelsen (helt præcist på 3. omgang), så hvis du får lyst til at gi’ dig i kast med den og går i stå på samme omgang, så skriv endelig og jeg skal forsøge at gi’ en hjælpende hånd. En vejledning til krebsemaskerne fandt jeg her…dem bøvlede jeg også lidt med, fordi jeg holder forkert på hæklenålen.

Bøvl eller ej, så har jeg fået blod på tanden og havde lige et par veninder, som jeg tænkte, jeg kunne glæde med en hue. Den grå og den grønne hue er lidt fastere i det og derfor også lidt mindre.

Opskriften på huen er herfra.







mandag den 6. december 2010

Lommefilosofi

Oskar på 3 – snart 4 år – elsker biler og har gjort det, siden han var helt lille. Oskars mor elsker at hækle og lavede for nogen tid siden en grøn hæklet bil, som blev applikeret på baglommen af et par hjemmegjorte fløjlsbukser. ”Rigtig fine”, tænkte hun, ”nu vil drengen garanteret blive rigtig glad for bukserne, når der nu er en grøn bil på lommen".

MEN gode råd var dyre for knægten nægtede konsekvent at gå i andet end strækvelourbukser – trods den fine hæklede bil – og bukserne kom til at ligge i skabet i meget lang tid. Lige indtil den dag moren fandt nogle rigtig seje bilapplikationer (eller lapper, om man vil) i H & M. De gav åbenbart lidt mere street credit i børnehaven og pryder nu 2 stk. fløjlsbukser, som bliver brugt rigtig flittigt. Det er jo herligt ;o)



De fås også med Spider Man og Hello Kitty og koster kun 30 kroner for 3 – 4 stk.

Ufrivillig bloggerpause

Vores internet er nede og computeren fuldstændig utilregnelig i øjeblikket - den lukker ned, bedst som man er midt i et eller andet og kan så ikke starte igen. Det er MONSTER irriterende. Jeg vender forhåbentlig snart frygteligt tilbage...